Projektet er et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole, Læreruddannelsens på NTNU i Trondheim, Høgskulen i Volda og Högskolan i Kristianstad og er støttet af A. P. Møller Fonden. Formålet med projektet er at udvikle engagerende undervisning i nordiske sprog og kulturer for lærerstuderende i Norden. Kernen i projektet er fire tværnordiske temadage som alle har temaet temaet Bæredygtighed og litteraturundervisning.

Temadagene afvikles som samtidige begivenheder på de fire nordiske læreruddannelser i årene 2023-2024, og lærerstuderende arbejder både lokalt og samarbejder på tværs i virtuelle rum. Et udgangspunkt for dagene er, at kompetencer i nabosprog og nabokulturer kan opstå i levende og kommunikerende fællesskaber om fælles interesser i bæredygtighed og fiktion.

På temadagene vil lærerstuderende få:

• erfaringer med at læse, lytte og kommunikere på nabosprog og inspiration til at undervise i nordiske sprog og tekster i grundskolen.

• viden og inspiration til en litteraturundervisning som tematiserer bæredygtighed.

• interesse for nordisk samarbejde.

Sideløbende udvikles ressourcer og undervisningsmateriale på denne hjemmeside. Materialet kan bruges af alle og tilbyder viden og inspiration, dels om nabosprog og kulturforståelse, og dels om hvordan man kan arbejde med temaet bæredygtighed i fagene dansk, norsk og svensk.